Nu sidder jeg i en voldsom haglbyge, så vinteren er tydeligvis ikke forbi. At åbne vinduet for at betragte vejret var tydeligvis ikke smart, haglene kom forbløffende langt ind i min lejlighed i et overraskende stort antal…. Fascinerende! Heldigvis er de da så store, at det er let at samle sammen på dem og få tørret lidt op. Det lykkedes mig tilmed at undgå at blive ramt af disse flyvende objekter, og med lukkede vinduer er jeg i sikkerhed igen antages. Jeg har ellers haft en mindre vandskade oppefra om man så må sige i ugens løb. Det var høj-dramatisk at vågne op til. Heldigvis ser det ud til at problemet er løst nu, og ingen af mine ting druknede, da det heldigvis var over ved døren/køkkennichen at vandet kom ned fra loftet. Det var dog ikke så optimalt med vand i stikkontakterne og de elektriske installationer, men det øger naturligvis spændingen i tilværelsen signifikant.
Jeg har fået repareret min cykel i dag, så nu kan den bremse igen (ikke dårligt, ikke spor dårligt). Ved sammen lejlighed har jeg købt en cykelhjelm. Cykelhjelme er ikke spor brugt her, faktisk er det nærmest så u-trendy som noget kan blive. Selv de fleste børn kører uden, så på den front er Holland altså bagud i forhold til Danmark. Men nu går jeg så mod strømmen og er trendsætter ;-) …eller noget…. Jeg er kommet til den konklusion at det nok er snedigt (det tog næsten heller ingen tid…. kun et år), men nu er jeg da tilbage på samme sikkerhedsniveau mht. det som jeg var i Danmark. Det er nu lidt sjovt, at der er så stor en forskel på cykelhjelmfeltet mellem DK og NL. Underligt.
Jeg vil blive i de underlige baner, lidt endnu… og skrive om nøgler til kosteskabe. Hvem havde nu set det komme? Jeg mener, der er så mange ting man kunne skrive om, men ’standart’nøgler til kosteskabe er jo ikke det, der først falder en ind at skrive om på en blog under normale omstændigheder. Det viser sig imidlertid at nøglerne til vores kosteskabe her i huset er en ganske subtil affære. Et par af mine kollegaer boer i samme hus som mig, og en af disse har været så uheldig at tabe nøglen til sit kosteskab (hvorfor hun så har gået rundt med nøglen, er så lidt en gåde, jeg mener min nøgle befinder sig typisk i låsen på dette famøse skab, da det er sjældent jeg frygter nogen render med min støvsuger). Hun kontaktede så boligudlejningsselskab for at høre om hun kunne få/købe en ny. Dette lod sig imidlertid ikke gøre, da nummeret på nøglen står inde jo skabet (meget snedigt?!) – og uden nummer, ingen nøgle. Jeg så ikke det store problem, jeg mener, nøglen ser umiddelbart ud til at være en total standart nøgle ligesom nøgler til badeværelser, døre inde i lejligheder etc. Så jeg foreslog hende at hun lånte min nøgle og åbnede sit skab med. Dette forekom jo en glimrende ide så begejstringen var stor, men ak glæden var kort, det forholder sig vitterligt sådan at nøglerne til kosteskabene er forskellige. Dette giver jo uhyre god mening, når man tænker tilbage på da jeg først kom til Utrecht og boede to måneder med den mexicanske pige – det var nøglerne til vores værelser den samme, og ikke nok med det, men det samme til alle værelser i alle husene på den vej?!?! Logikken er svær for mig at følge. Men her er sikkerheden (præcis som sikkerheden for mine bremser og min cykelhjelm) altså skærpet gevaldigt for støvsuger, kost og tørrestativ. Faktisk viser det sig at kosteskabet er safe-box.
Laboratoriesikkerhed er et emne jeg vil undlade at komme ind på her… ellers bliver mine skriverier blot alt for lange, og jeg har jo for længe siden skrevet at min blog vil rumme meget lidt af arbejdsrelaterede emner. Hvad jeg derimod vil nævne, at jeg har fået et flot periodisk-system-badeforhæng i fødselsdagsgave, så nu har jeg mulighed for at øver lidt kemisk viden selv i badet. Sejt ikke? Jeg er sikker på alle kemiske læsere kan se det, måske lidt mere usikkert hvad ikke-kemikere synes ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar