mandag den 15. februar 2010

Academiegebouw og phd forsvar i Utrecht








I dag har jeg igen været til en af mine kollegaers phd forsvar. Jeg fortæller altid mange af jer at jeg skal 'helt ind til byen' når den slags sker, til en gammel statelig bygning i centrum, så nu tænker jeg at det må være på tide med et par billeder af huset udefra og en beskrivelse af hvordan det hele løber af stablen. Bygningen, Academiegebouw, ligger på pladsen ved domkirken og kan således ikke have en mere central beliggenhed end den har. Alle forsvar finder sted i en gammel sal inde i bygningen, hvor der hænger maleriet af gamle professorer på alle væggene. Phd forsvar her ved Utrecht Universitet er meget anderledes end vi kender dem fra Danmark. Selve forsvaret varer præcis 45 minutter, hverken mere eller mindre. Tiden bliver styret af en dame i kappe, der kommer ind og banker i gulvet med en raslende stav når tiden er gået, og forsvaret stopper umiddelbart evt midt i et spørgsmål eller svar. Lokalets indretning minder mest af alt om en retsal. Den phd studerende står med ryggen til publikum med front mod komissionen der vurderer arbejdet og stiller spørgsmål. Den studerende er ledsaget af to venner/familiemedlemer (pænt tøj er et absolut must her, smoking bedst), der står bag den studerende under hele forsvaret. Bedømmelsesudvalget består af rektor og en række professorer (typisk måske 8 mennesker) fra ind- og udland og eventuelt en person fra et relevant industriforetagende. Professorerne er iført sorte kapper og hatte, medens øvrige medlemmer af udvalget er almindelig velklædte. De kommer alle gående ind og ud i optog og alle tilstedværende står følgelig op under dette, og sætter sig først når rektor banker i bordet med en hammer. Den studerende holder intet foredrag eller præsenterer sit arbejde - det er udelukkende en overhøring. Og tiden taget i betragtning er det en behersket mængde spørgsmål der kan blive stillet, og ganske få spørgsmål den enkelte opponent om man så må sige har til sin rådighed. Efter foresvaret trækker bedømmelsesudvalget sig tilbage og vurderer arbejdet, og kommer så tilbage i optog igen. Rektor meddeler så om doktorgraden er opnået, og hovedvejlederen (ens professor) overrækker diplomet (i parantes bemærket kan det således konkluderes, at det ikke tager et halvt år her, før man får diplomet) med flot segl og i et fint rør, gratulerer og holder en kort tale. Bagefter er der typisk reception i en stor sal i huset og derpå er det tid til at cykle tilbage på arbejde og fortsætte arbejdet....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar