Så er det på tide med en lille opdatering efter lang tid uden noget. Jeg har ikke været så meget 'omkring' den sidste delvist grundet min ankel - det er ikke så tillokkende at tage nogen steder hen en hel dag hvor det kræver at man går og står meget, når ikke rigtig man kan, så ikke så mange opdagelsesrejser her for mig.
Torsdag forrige uge havde vi dog den årlige sociale dag på arbejdet hvor vi alle var på ekskursion. Vi kørte med bus til Arnhem, hvor vi så 'Nederlands Openluchtmuseum' der lidt er Hollands svar på frilandsmuseet i Danmark. Det vil sige at der er gamle møller, huse, sporvogne, tog, fabrikker etc. der. Sporvognene kører rundt på arealet, så der er mulighed for at få sig en tur eller to. På det første billede ses en af sporvognene og en mølle, det andet billede er bare af et par huse og en lille bro. Det tredje billede viser en ostefabrik og det fjerde viser fabrikkens laboratorium (ja, jeg kunne ikke lade være at fotografere det) til undersøgelser og analyse af mælk mm. Det femte billede viser en smedie og på det sidste billede ses en gammel gård. Det er et meget hyggeligt sted, og vejret var også med os - ganske rart når man skulle være ude hele dagen.
Vi tilbragte det meste af dagen med at være der og svare på spørgsmål mm i grupper. Det var et rigtig godt arrangement. Spændende og velplanlagt. Vi rundede af med grilfest om aftenen hos en gæstefri kollega der har en stor have.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar