Så er jeg på farten igen, men mere herom senere - måske med billeder fra ”syden” i Valkenburg, hvor jeg er denne gang. I dag vil jeg blot dele min oplevelse af den skræmmende høje lyd af stilhed. Det lyder måske som et paradoks, men stilhed er uhyggelig støjende…. og ikke spor rar…har jeg lært i dag!!!
Efter gårsdagens foredragsserie på konferencehotel gik turen i dag til et virksomhedsbesøg. Jeg vil bevist ikke gå i for meget detaljer, blot fortælle en enkelt historie, der har gjort stort indtryk på mig. Vi fik lov at opleve og se en række forskellige ’laboratorier’ eller arbejdssteder…er måske en mere korrekt betegnelse. Når jeg siger ”opleve” var det fordi jeg fik lov at kom ind i et meget avanceret rum, der bruges til at måle lyd fra forskellige kilder helt præcis. For at kunne gøre det, er man naturligvis nødt til at have ganske specielle forhold, hvor lyd absorberes totalt i vægge, gulv og luft , og hvor vibrationer og bevægelse fra jord og omkringliggende materialer ikke spiller en rolle. Kort sagt meget avanceret, rummet var måske i indre mål 5 gang 5 m og vi taler om en prisklasse for at lave det i størrelsesordenen af mange millioner kroner. Der er i sagens natur ingen vinduer, væggene er afsindige tykke og man har lidt følelsen af at være gået ind i en ubåd allerede inden man går ind i selve rummet. I rummet er der trekanter der rager ud fra væggene over alt. Når først man er lukket inde der, ja så er det lettere klaustrofobisk – måske man kan vende sig til det, men rummet i sig selv var nærmest skræmmende nok for mig. Så kom selve eksperimentet. Det gik ud på at måle lyd, og hørte forskellige dB niveau…meget fredeligt og harmløst. Lige til jeg nåede til at skulle høre lyden af 0 dB dvs. totalt stilhed. Et sådan forsøg kræver naturligvis et par ting – for det første at man forholder sig helt stille. Det andet at man slukker for al lys og andre ting der kan give baggrundsstøj. Så stod jeg der i mørket og lyttede til hvad der burde være stilhed. MEN stilheden var støjende, nærmest på grænsen til at gøre ondt. Jeg (og de andre, der prøvede) delte en fælles førstehåndsfølelse af, at vi var sikre på, vi havde tinitus. Det vi hørte på så larmende vis, var vores egen puls (Jeg kommer pludselig til at tænke på Roxettes sang "listen to your hart" ;-) ). Bortset fra det, var (den resterende) stilheden også meget overvældende. På en gang voldsomt ubehagelig oplevelse at stå i total stilhed (pånær pulsen) i bælgravende mørke i et klaustrofobisk rum – på den anden side dybt fascinerede. Nu hvor det er nogle timer siden, er fascinationen klart ved at få overtaget. Jeg må sige, at jeg har fået et andet syn på stilhed i dag. Stilhed er godt, men til en vis (dB) grænse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar