torsdag den 30. april 2009

En mat 'Koninginnedag'














































Så blev det koninginnenacht (sidste aften og nat)og konninginnedag (i dag). En dag der normalt er den helt store fest her i landet, hvor dronningens ’fødselsdag’ fejres. Egentlig er hendes fødselsdag i januar, men da det traditionelt er en folkefest der fejres som en helt stor nationaldag udendørs, fejres det på hendes mors fødselsdag 30. april. I går aftes var jeg lidt ude og se på det, men kom ikke så langt da jeg egentlig var for træt. Der var mange musikarrangementer rundt om i byen. I dag var planen så at være i Utrecht og se og opleve stemningen. Stemningen blev dog lidt en anden, efter en episode i Apeldoorn, hvor en mand kørte gennem en afspærring og ind i en masse mennesker, hvor en del blev dræbt eller er hårdt kvæstet for øjnene af hele den kongelige familie (og udsendt i hollandsk tv), der kørte gennem byen i åben bus. Hensigten formodes at være at ramme den kongelige familie, hvilket dog ikke lykkedes. Resultatet var naturligvis at feststemningen generelt blev ødelagt og de officielle arrangementer aflyst i mange byer heriblandt Utrecht. Flagene gradvist blev sænket på halv rundt omkring i byen efterhånden som folk hørte ’nyheden’. Samtidig er 1.maj arrangementer i morgen aflyst.

Mit indtryk fra min tur i bymidten af Utrecht var at der var en del mennesker ude, og noget mylder (slemt nogen steder), men ikke så mange som jeg havde forventet. Tilsvarende var folk ikke så meget i orange som ventet. Der var stadig musikarrangementer på gaderne mm, folk der festede på både i kanalerne, men det var mere afdæmpet end forventet. Der var boder på gaderne med folk som solgte alt muligt, som der er tradition for, men heller ikke så meget som jeg havde ventet. Jeg fik taget et par billeder som det ses, så I kan få et indtryk, og fik smagt en traditionel orange kage… Men det var ikke helt den Koninginnedag jeg havde forventet, der var lidt en afmatning at spore.

lørdag den 18. april 2009

Påskelam







Et par billeder af 'mine' dyr her på campus ;-) Fårene har fået lam for et par uger siden, så her er de sødeste små påskelam. De to gæs på det sidste billede, møder jeg stort set hver morgen på vej til arbejde. De virker ikke helt venlige, men måske jeg blot manger lidt dyrepsykologisk forstand. Jeg føler, at det er sikrest at gå i en stor bue uden om dem.

tirsdag den 14. april 2009

Nationalpark
















En dag i påsken gik turen til Hoge Veluwe nationalpark. Parken ligger cirka 70 km fra Utrecht og dermed ret centralt i landet. Parken er stor, rummer bøge og egetræer og områder med hede. Det minder på nogle måder om Dyrehaven, blot større. Det er muligt at køre rundt i bil, vandre, eller at låne cykler til at køre rundt på. Vi var dels i bil og dels på cykeltur. Vejret var fantastisk, så det var en oplagt måde at komme lidt rundt på cykler.

I centrum af parken ligger Kröller-Müller museet med en stor kunstsamling både inde og ude. Inde er der blandt andet en del van Gogh og ude er der en skulpturpark med mere end 100 skulpturer man kan gå rundt og se. Skulpturerne er meget forskellige i stil, som det ses på de par billeder jeg har sat ind, der viser lidt af nationalparken og skulpturparken.

søndag den 12. april 2009

Tulipaner





































Så er det blevet påske, og jeg har haft mine forældre og Thomas og Maria på besøg, så vi har været ude og se og opleve en masse – og det har været nogle rigtig hyggelige dage. Tiden er gået utrolig stærkt. Jeg vil komme med lidt billeder og beretninger fra påsken af et par omgange. Mine beretning for i dag står i tulipanernes tegn. Foråret er generelt lidt længere fremme her end i DK, så vidt jeg kan vurdere ud fra hvad jeg hører. Dagens vejr har budt på lidt sol, men ret diset. Temperaturen har været oppe på 22C, så det er helt sommeragtigt.

Vi var i Keukenhof, en store blomsterpark, en af dagene hvor familien var her. Det er meget populært blandt både hollændere og turister – jeg mener, at det årlige besøgstal ligger på omkring 1.000.000 i løbet af de 6-8 uger parken har åbent i foråret. Parken rummer kun forårsblomster (omkring 7.000.000 blomster), heriblandt helt utrolig mange tulipaner i alle farver, højder og former….Der er et par billeder fra parken, men det er helt umuligt at viser hvor storslået den er og hvordan helhedsindtrykket er på et par enkelte billeder – det skal simpelthen ses. Vi kørte også ud på landet for at se de store marker med tulipaner og andre forårsblomster. Der er ligeledes et par billeder af det, for at give et indtryk. Det er flot med alle de farver. For en god ordens skyld skal det nævnes at blomsterne primært dyrkes i enkelte områder af landet, f.eks. har jeg endnu ikke set en blomstermark i nærheden af Utrecht.

lørdag den 4. april 2009

Valkenburg






















Så er jeg hjemme igen og klar til at fortælle lidt mere turistagtigt om min tur. Jeg havde et par timers fritid mandag eftermiddag til at udforske Valkenburg, så jeg gav mig ud i det usædvanlig gode vejr (22 °C og sol fra skyfrihimmel) for at se på byen sammen med en håndfuld andre nysgerrige fra den uorganiske gruppe på universitetet. Valkenburg ligger i provinsen Limburg, der er så sydligt beliggende, som man mere eller mindre kan komme her i landet. Det ligger tæt på grænsen til såvel Tyskland som Belgien, og det første der slår en er at landskabet er helt anderledes. Det er ikke mere fladt, men bakket – faktisk signifikant mere bakket end et traditionelt dansk landskab. Området er i øvrigt berømt for nogle glimrende kager de kan bestemt anbefales. Jeg tror, der var bred enighed om, at de par kager vi nåede at smage var gode.

Byen er lille men hyggelig. Små gader, med god stemning og fine huse. En af de dominerende ting man ser, er små byporte og ruinen af det gamle kastel i byen, der ligger på en bakketop – meget idyllisk. Men I kan jo selv danne jer et lille indtryk af byen og ruinen på baggrund af billederne. Man kan gå i skoven langs byen og på bakkerne og nyde naturen. Den fine natur har resulteret i at der er oprettet kurcentre i området. Der er store grotter af mergel i bakkeskråningerne og det er blandt andet udnyttet til at lave kopier af katakomberne i Rom og den berømte grotte i Lourdes (sidstnævnte ses på et af billederne). I sommerperioden kommer rigtig mange turister til byen, både fra udland og folk her fra landet (der især nyder at cykle i det bakkede terræn). Jeg må sige, at jeg bestemt også synes det er en dejlig del af landet, og jeg tror ikke at det bliver sidste gang, jeg kommer i området. Næste gang bliver dog med tog – busturen dertil forekommer uendelig lang, især når man havner i bilkøer…. Det vare lige lidt før jeg har lyst til busser igen.
Alt i alt en hyggelig tur, god mad, godt hotel, godt virksomhedsbesøg... men måske ikke topgode præsentationer og debatoplæggene kan man jo debattere hvor godt gik ;-)

fredag den 3. april 2009

Den larmende lyd af stilhed....

Så er jeg på farten igen, men mere herom senere - måske med billeder fra ”syden” i Valkenburg, hvor jeg er denne gang. I dag vil jeg blot dele min oplevelse af den skræmmende høje lyd af stilhed. Det lyder måske som et paradoks, men stilhed er uhyggelig støjende…. og ikke spor rar…har jeg lært i dag!!!
Efter gårsdagens foredragsserie på konferencehotel gik turen i dag til et virksomhedsbesøg. Jeg vil bevist ikke gå i for meget detaljer, blot fortælle en enkelt historie, der har gjort stort indtryk på mig. Vi fik lov at opleve og se en række forskellige ’laboratorier’ eller arbejdssteder…er måske en mere korrekt betegnelse. Når jeg siger ”opleve” var det fordi jeg fik lov at kom ind i et meget avanceret rum, der bruges til at måle lyd fra forskellige kilder helt præcis. For at kunne gøre det, er man naturligvis nødt til at have ganske specielle forhold, hvor lyd absorberes totalt i vægge, gulv og luft , og hvor vibrationer og bevægelse fra jord og omkringliggende materialer ikke spiller en rolle. Kort sagt meget avanceret, rummet var måske i indre mål 5 gang 5 m og vi taler om en prisklasse for at lave det i størrelsesordenen af mange millioner kroner. Der er i sagens natur ingen vinduer, væggene er afsindige tykke og man har lidt følelsen af at være gået ind i en ubåd allerede inden man går ind i selve rummet. I rummet er der trekanter der rager ud fra væggene over alt. Når først man er lukket inde der, ja så er det lettere klaustrofobisk – måske man kan vende sig til det, men rummet i sig selv var nærmest skræmmende nok for mig. Så kom selve eksperimentet. Det gik ud på at måle lyd, og hørte forskellige dB niveau…meget fredeligt og harmløst. Lige til jeg nåede til at skulle høre lyden af 0 dB dvs. totalt stilhed. Et sådan forsøg kræver naturligvis et par ting – for det første at man forholder sig helt stille. Det andet at man slukker for al lys og andre ting der kan give baggrundsstøj. Så stod jeg der i mørket og lyttede til hvad der burde være stilhed. MEN stilheden var støjende, nærmest på grænsen til at gøre ondt. Jeg (og de andre, der prøvede) delte en fælles førstehåndsfølelse af, at vi var sikre på, vi havde tinitus. Det vi hørte på så larmende vis, var vores egen puls (Jeg kommer pludselig til at tænke på Roxettes sang "listen to your hart" ;-) ). Bortset fra det, var (den resterende) stilheden også meget overvældende. På en gang voldsomt ubehagelig oplevelse at stå i total stilhed (pånær pulsen) i bælgravende mørke i et klaustrofobisk rum – på den anden side dybt fascinerede. Nu hvor det er nogle timer siden, er fascinationen klart ved at få overtaget. Jeg må sige, at jeg har fået et andet syn på stilhed i dag. Stilhed er godt, men til en vis (dB) grænse!